Nina Beyer
Fysioterapeut, PhD., DASFAS og Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital
Forord
Talrige studier har vist, at fysisk aktivitet er af stor betydning såvel i forbyggelse som i behandling af kardiovaskulære sygdomme, hypertension, type 2 diabetes, apopleksia cerebri, osteoporose, visse cancertyper, metabolisk syndrom m.m. Tilsvarende har talrige studier vist, at fysisk inaktivitet ikke alene er forbundet med lav personlig funktionsformåen, men også med øget morbiditet og mortalitet, når man sammenligner inaktive individer med fysisk aktive individer.
Baseret på store befolkningsundersøgelser anbefales det internationalt, at alle voksne dagligt udfører omkring en halv times moderat fysisk aktivitet dagligt, gerne gennem aktiviter, som naturligt kan indpasses i dagligdagen (gang, cykling, havearbejde). Denne anbefaling kan opnås gennem akkumulering af flere mindre aktivitetsperioder a fx 5-10 min.
Men på trods af at denne viden eksisterer og er søgt formidlet ud til den danske befolkning, er en betydelig andel af danskere stadig fysisk inaktive eller ikke tilstrækkelig fysisk aktive.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse at "En fjerdedel af os (danskere –Red.) bevæger os så at sige ikke, en fjerdedel bevæger sig mellem 5 og 10 timer om ugen, en fjerdedel mellem 10 og 20 timer - og resten over 20 timer af ugen. Det viser en stor undersøgelse af danskernes motionsvaner, udført af PLS Rambøll for Sundhedsstyrelsen". Samme undersøgelse har vist at "Godt halvdelen af danskerne (56%) vil gerne være mere fysisk aktive, end de er i dag, mens 43% af danskerne ikke har et ønske om at være mere aktive. Kun 29% har konkrete planer om at blive mere fysisk aktive - og der er stor forskel på, hvor langt ude i fremtiden, de har planer om at blive mere fysisk aktive".
Man ved meget om de sundhedsmæssige fordele ved at være fysisk aktive, men man ved meget mindre om hvilke strategier, der er effektive i forhold til at øge det fysiske aktivitetsniveau hos inaktive individer.
Der eksisterer en række motiver og barrierer for at ændre eller vedligeholde det fysiske aktivitetsniveau. Hvilke barrierer skal vi være opmærksomme på hos raske henholdsvis patienter, hos unge voksne og gamle ? Denne viden er afgørende for valget af hensigtsmæssige strategier mhp. at øge det fysiske aktivitetsniveau hos inaktive mennesker. Endelig er der forskel på strategier, når det drejer sig om en en-til-en programmer (fx egen læge/fysioterapeut til patient), programmer i lokalsamfundet, nationale programmer og programmer, der omfatter ændringer af miljøet. Det er vores håb at symposiet vil give os en større indsigt i disse forhold til gavn, når vi fremover skal markedsføre fysisk aktivitet.
30. August 2004
Nina Beyer
Fysioterapeut, PhD.
DASFAS og Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital.
